Tekniske krav til lamineret glas

Lamineret glas blev opfundet af den franske kemiker Bénédictus i 1903. Dets tekniske krav refererer til produktionsstandarderne for kompositglasprodukter fremstillet ved at lægge en PVB-film ind mellem to eller flere plader af floatglas, presse dem sammen i en varmpresse for at fjerne luft og derefter hærde dem i en høj-temperatur, høj-autoklave. Dets engelske navn er Lamineret glas, også kendt som lamineret glas. Gennemsigtige, mælkehvide, prikkede og brugerdefinerede-farvede PVB-film kan vælges efter behov. Dette glas bruger en PVB-filmbindingsstruktur, som har stærk slagfasthed og forhindrer fragmenter i at falde af, hvilket opfylder sikkerhedskrav såsom jordskælvsmodstand, indbrudssikring, skudsikkerhed og eksplosions-sikring. Mellemlaget kan blokere 99% af ultraviolette stråler og forbedre lydisoleringen, hvilket gør det velegnet til bygning af døre og vinduer, ovenlys, biler og banker. Den mindste produktstørrelse er 250×250 mm, med glastykkelser fra 3-19 mm og PVB-filmtykkelser fra 0,38 mm til 1,52 mm.

 

Omkring 1910 indsatte ingeniører klæbemiddel eller celluloid mellem to glasruder og skabte således lamineret glas. I 1938 erstattede USA klæbemiddel med polyvinylbutyral (PVB) film, som var gennemsigtigt, kulde-bestandigt, varme-bestandigt og fordoblet i vedhæftning, hvilket blev standardkonfigurationen. Den nationale standard "Organic Electrochrome Laminated Glass for Buildings" (GB/T 45921-2025) træder officielt i kraft den 1. januar 2026.